Bagværk Dessert

Kolde pandekager med hvid chokolade-/citron creme og citron confit

6 pers.

Ingredienser

Pandekagedej

  • 100 g hvedemel
  • 65 g sukker (jeg brugte kun 50 g)
  • 3 æg
  • 65 g smeltet smør
  • Evt. 1 tsk. fintrevet frisk ingefær
  • 2½ dl sødmælk (jeg brugte kun 2 dl)

Hvid chokolade-/citroncreme

  • 2 blade husblads
  • 150 g god hvid chokolade
  • 2½ dl piskefløde
  • Fintrevet skal af 1½ citron

Citron confit

  • Fileter af 4 store citroner
  • 100 g sukker
  • 4 spsk. vand
  • Korn af ½ vaniliestang + den tomme skal
  • 1 tsk maizena + lidt vand

Pandekager

Bland mel og sukker og pisk det rigtig godt sammen med alle æggene.

Smelt smørret på den pande hvor pandekagerne skal bages.

Pisk det smeltede smør og fintrevet frisk ingefær i.

Pisk til sidst mælken i, og pandekage dejen er klar til brug.

(Jeg brugte kun 2 dl sødmælk, fordi jeg syntes at dejen ville blive for tynd hvis jeg brugte 2½ dl).

Steg pandekagerne ved god varme på en pandekagepande, der er ca. 23 cm. i diameter.

Lad dem køle HELT af. Lav dem gerne dagen før.

Hvid chokolade-/citroncreme
Læg husblads i blød i ½ liter koldt vand i 30 minutter.

Hak chokoladen fint. Bring fløden i kog og tag gryden af varmen.

Efter 5 minutter hældes den varme fløde over den finthakkede chokolade, og der røres,

til næsten al chokoladen er smeltet.

Vrid husbladsen fri for vand og kom den direkte i den lune fløde sammen med fintrevet citronskal.

Når alt chokoladen er smeltet, passeres den gennem en sigte.

Chokolade-/citroncremen afkøles i køleskab i mindst 3 timer og GERNE til næste dag.

Citron confit

Skær bund og top af citronerne.

Lad citronerne stå på bunden og skær med en skarp kniv hele skallen af.

Skær nu den “nøgne” citron i fileter ved at skære langs lamellerne.

Kog citronfilet’er, sukker, vand, vaniliekorn og den tomme skal i 3 minutter for svag varme.

Fisk vaniliestangen op. Udrør maizena i ganske lidt koldt vand.

Confit’en skal KUN jævnes en anelse med maizenablandingen – absolut IKKE tykne.

Afkøl helt inden servering. Confit’en kan opbevares på køl i 2-3 dage.

Samling af pandekager

Læg alle de kolde pandekager ud på et bord.

Pisk den kolde chokolade-/citroncreme luftig med en håndmikser og fordel den på pandekagerne.

Stryg cremen tyndt ud med en paletkniv, så den dækker hele pandekagen.

Rul pandekagerne omhyggeligt sammen, læg dem på et fad med lige bund og dæk med film.

Stil i køleskab 1-2 dage inden servering.

Servering

Skær hver af de kolde pandekager i 2 MEGET skrå skiver og skær enderne af.

Anret skiverne elegant ovenpå hinanden. Lun citron confit’en en anelse og server straks.
Citron confit’en gør, at det ikke føles kvalm eller sødt at spise.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Dette website anvender cookies. Ved at klikke på dette website accepterer du vores brug af cookies.